KDY Midsommerfest på Flakfortet 12-13 juni 2021
OBS! Ved tilmelding skal navne på alle gaster udfyldes, har du færre med skrives '0' i navn for gast.
KDY Midsommerfest på Flakfortet er et nyt initiativ, en udvidelse af dysten om Sømandskabspokalen, Axel Holms Maj-Britt pokal, der blev indstiftet i 2019. Miserabelt vejr forhindrede ikke en succes hvor mere end 50 medlemmer i alle aldre og alle slags både en lørdag i juni konkurrerede i en bred vifte af sømandsskabsdiscipliner.
Den begivenhed vil vi løfte til en social midsommeraktivitet den 12.-13. juni 2021 kombineret med ”Øresund sammen – hver for sig”. Vi holder Skippermøde om morgenen i vores havne – Tuborg, Skovshoved eller Rungsted – med morgenmad, og sejler derefter mod Københavns Havn, ind ad Kronløbet og runder et udlagt mærke mellem Toldboden og Ophelia Plads bagbord rundt. Kongeskibet vil ligge på sin plads denne dag, så det vil være et flot syn. Derefter tilbage ud ad Lynetteløbet mod Flakfortet med forventet ankomst omkring kl. 14:00
På Flakfortet venter en fornøjelig, lærerig og underholdende eftermiddag med konkurrencer i Sømandskab for unge som ældre, håndtering af sære knob, splejsning, kommunikation, fortøjning, bjærgning af sejl, roning, flagetikette mmv.
Efter velkomstdrink og præmieoverrækkelse hygger vi os om aftenen med fælles skafning ved grillen, underholdning og muntre toner.
Søndag formiddag kan byde på guided tur i Flakfortets gange, og over middag takker vi af og ønsker god sejlads.
Dette er en begivenhed for alle generationer, børn, forældre og bedsteforældre, for sejlere som motorbådsentusiaster, for bådejere som for sejlere der har brug for en gasteplads eller vil benytte en af klubbens både. Vi håber I alle vil bakke initiativet op, og enhver der kan, vil komme og lege med.
Program:
Lørdag d. 12.juni
Vi mødes på henholdsvis Tuborg Havn, Skovshoved Havn og Rungsted Havn til Skippermøde og morgenmad mellem 8:00 – 09:00, så det er tilpasset afgang til Københavns Havn med ankomst ca. 12:00. Mere info vil blive fremsendt om mødetidspunkt senere.
12:00 – 14:00 Runding af udlagt mærke
Der er andre arrangementer i Københavns Havn den dag, så det bliver en festlig oplevelse for hele havnen med de mange både.
14:00 Ankomst til Flakfortet
15:00 – 17:30 Skattejagt på øen for alle – hold vil blive opdelt pr. deltagende båd
18:30 Velkomstdrink – Gin & Tonic - og præmieuddeling
19:00 - Grill middag og musik
Søndag d. 13. juni
11::00 Guided tur på Flakfortet
13:00 Tak for denne gang og afgang.
Prisen er 150 kr. per person og dækker morgenmad lørdag, skattejagt, velkomstdrink og grill middag (drikkevarer er for egen regning/kan medbringes). Børn under 12 år er gratis.
Deltagerne bedes selv sørge for knive, gafler, tallerkener og glas samt affaldsposer. Om muligt tage gerne jeres affald med retur. Husk at tage vare på naturen.
Havnepenge betales af deltagerne særskilt til havnefoged via MobilePay (mere info følger).
Er der medlemmer, som ønsker at deltage og som ikke har adgang til egen båd venligst anfør det i bemærkninger, og KDY vil prøve at arrangere med klubbens både.
Tilmeldingsfrist senest den 29. maj, 2021
Ved tilmelding oplyses følgende:
Detaljer vedr. anduvning i Flakfortet fremsendes til de tilmeldte inden afgang.
HUSK Coronapas efter på tidspunktet gældende regler. Det er Skipperens ansvar at sikre sig at alle ombord opfylder de til enhver tid gældende Corona krav.
KDY vil til enhver tid kunne aflyse dette arrangement som følge af gældende Corona krav, vejrlig, manglende tilmelding m.m.
I tilfælde af aflysning vil tilmeldingsgebyret blive refunderet på følgende vis (jo tættere vi er på arrangementet vil KDY have udgifter, som ikke kan refunderes, så derfor vælges en gradvis reduktion af refusionen):
- Inden tilmeldingsfristens udløb – 100% refusion
- 9 – 14 dage før arrangementet – 100% refusion
- 5 – 8 dage før arrangementet – 75% refusion
- 0 – 4 dage før arrangementet – 25% refusion