VRAGEKSPEDITION TIL ØSTERSØEN
3 velbevarede skibsvrag undersøgt af Sea War Museum og JD-Contractor A/S
Ved arkitekt og marinarkæolog Christian Lemée.
I oktober 2022 stævnede arbejdsskibet SIMA, tilhørende JD-Contractor A/S, ud fra den svenske havn Västervik på en fem dages ekspedition til Gotlands Dyb. Togtet blev arrangeret af Gert Normann Andersen, direktør for Sea War Museum i Thyborøn, og formålet var at undersøge og registrere tre velbevarede skibsvrag, som ligger næsten intakte på 150 meters dybde.
Flere specialister deltog i ekspeditionen, og deres kompetencer muliggjorde en undersøgelse af de tre skibe, som dateres til at være bygget i 1600- og 1700-tallet. Ved hjælp af undervandsrobotter og fotogrammetri blev det muligt at komme helt tæt på vragene og gennemføre en præcis registrering trods næsten totalmørke på bunden af Østersøen.
Arkitekt og marinarkæolog Christian Lemée, som deltog i sin egenskab af skibshistorisk specialist, vil fortælle om ekspeditionen. Vi vil opleve livet ombord på SIMA og få fortalt om metoderne og teknikken anvendt til undersøgelsen af skibene.
Desuden vil Christian Lemée gennemgå de tre unikke skibsvrag og give os de foreløbige konklusioner på undersøgelserne.
Vi mødes i Rungsted Syd kl.18 og spiser et let måltid før foredraget som varer ca. to gange 45 minutter.
Pris for deltagelse kr. 115 som betales ved tilmeldingen til kdy.mento.club senest den 16. januar.
På gensyn,
KDY Cruising.